Ordet "grafik" dækker over en række forskellige teknikker...

En af de enkleste teknikker er Linoleumssnit, som de fleste har stiftet bekendtskab med i formningstimerne i skolen. Metoden består i, at man med specialknive bortskærer dele af linoleumet. Farven valses på – oftest sort. Farven lægger sig på de tilbageblevne partier – de høje partier, derfor hører teknikken til i gruppen højtryk. Papir lægges over og man kører pladen gennem en presse eller - hvis tyndt papir anvendes, gnider man farven over på papiret f.eks. ved hjælp af en ske. Træsnit udføres efter samme princip, og betegnes da også som et højtryk. 

Koldnålsradering

Koldnålsraderinger udføres i en metalplade: zink, kobber eller stål. Metoden består i at man med en radernål ridser i metalpladen, som fræses op. Derved dannes på hver side af stregen en mini metalvold, en såkaldt grat. Pladen indfarves og aftørres derefter nænsomt. Derefter trykkes pladen i en kobbertrykspresse:

Pladen med billedsiden opad lægges på trykplanet, papiret, som er fugtet for at gøre det smidigt, lægges oven på, og det dækkes med en filtplade. Derpå køres det hele gennem pressen under et stort tryk. Herved hentes farven op fra de ridsede partier, (de dybe partier) og resten fremstår hvidt alt efter, hvor meget man har aftørret pladen. De første tryk man tager af en koldnålsradering udført på zink eller kobber er typisk fløjlsagtige, fordi både ridserne og graterne på hver side er med til at tilbage holde farven. Efterhånden som man trykker pladen, slides graterne væk, og stregerne står skarpere.
En koldnålsradering er et dybtryk (farven har lagt sig pladens fordybninger) ligesom ætsninger og akvatinter. Se der. En koldnålsradering kan ikke tage så mange tryk.

Stregætsning

Ætsning også kaldet en radering

1. En poleret zink- eller kobberplade dækkes med en ætsegrund = et tyndt lag asfalt, der er syrebestandigt.
2. Nu ridses motivet i ætsegrunden, hvorved der bliver en åbning ned til metallet.
3. Bagsiden af pladen dækkes af et beskyttende lag, og pladen lægges i syre. Hvis det er en zinkplade, bruger man salpetersyre, hvis det er en kobberplade bruges jernklorid.
4. Syren æder sig ned i metallet, hvor dette er blottet. Jo længere tid der ætses, jo dybere bliver ridsene, som senere, når man kommer til trykprocesses, kan indeholde mere eller mindre sværte. Dybe ridser giver kraftige streger.

Når pladen er ætset færdig, trykkes den ,og man har nu en stregætsning, der kan danne basis for en akvatinte. 

Akvatinte

Ved at bruge akvatinte-teknik på dele af eller på hele pladen kan man lave flader i forskellige gråtoner:             

Teknik: 

1. På en super rengjort plade drysses et tyndt lag akvatintekorn. Disse består af pulveriseret harpiks.
2. Akvatinten brændes fast over en flamme. Der hvor harpikskornene brændes fast, dannes et mikroskopisk sted, hvor pladen er beskyttet mod syreangreb. I princippet er det det modsatte af raster, men det synlige resultatet er det samme. (forskellen kan ses under lup).
3. Flader, der skal fremstå helt hvide dækkes med dæklak (flydende asfalt).
4. Pladen ætses derpå mellem 30 sekunder og et minut, og de ætsede partier ville ved en trykning på dette tidspunkt fremstå lettere grå.
5. Der dækkes atter af og man ætser igen og så fremdeles.

Dette kaldes en trinætsning. En plade kan ætses op til 40-60 minutter, og jo længere tid i syren, jo sortere bliver resultatet i trykprocessen.Man tager et prøvetryk og vurderer, hvor der skal skrabes og poleres i akvatintepartierne for at lysne. Man kan polere former frem.

Sukkerakvatinte

Burin/Kobberstik

Til Burin/Kobberstik bruges et instrument - en burin /stålstikke/ gravstikke som er en grov jernnål med rombeformet tværsnit monteret på et træhåndtag. Man skærer således en v-formet fordybning i metallet. Snittet efterlader ingen grat på siderne, men skubber det bortfræsede metal foran sig i metalspåner. Disse skal hele tiden skrabes væk med et skrabestål, da man ellers risikerer at rive sig på dem eller få metalsplinter ind under huden. Stålstikker findes i grove, mindre grove til fine profiler. Pladen trykkes som dybtryk. Pladen kan tage mange tryk Når man graverer i f.eks. sølvtøj, bruger man stålstikker.

Blødgrund

Teknikken Blødgrund består i, at kobber /zinkpladen påføres en ætsegrund, som ikke hærder – den forbliver blød. Man kan så lægge f.eks. en knipling, et stykke tyl, et blad etc. på pladen, dække den med et stk. pergamentpapir og derpå køre den gennem pressen.
Herefter er der præget et fint aftryk af det, man lagde på. Der er åbnet ned til metallet. Pladen lægges i syre, og når den er ætset færdig, farver man den ind og trykker den. Det prægede element(motiv) står knivskarpt i trykket, hvis det ellers er ætset tilpas.

Manière noire/ mezzotinte

Manière Noire eller Mezzotinte er nok den mest arbejdskrævende grafiske teknik. Men når man kaster sig ud i at lave en manière noire /mezzotinte er det fascinationen af: dels de mørke, dybe, fløjlsbløde toner, man kan opnå, dels de fine detaljer man kan skrabe/polere frem. Manière noire kan oversættes med: den sorte metode, og mezzotinte kan oversættes med mellemfarve. I Danmark bruger man mest betegnelsen "mezzotinte". Googler man de to ord og vælger billerder, får man de mest interessanre frem ved at vælge manière noire.

Man begynder med at mattere en kobberplade. Dette gøres med et vuggestål – et halvmåneformet jern, hvor der på æggen er utallige små punkter, som afsætter næsten mikroskopiske huller i metallet. Man bearbejder kobberpladen – først i én retning, dernæst i retningen vinkelret på den første. 

Bagefter diagonalt i én retning og så diagonalt i den anden retning. Når pladen er absolut mat efter timers bearbejdning, kan man begynde at skrabe og polere motivet frem. For f.eks. at mattere en plade som måler 20x30 cm, må man regne med i hvert fald 30 timers arbejde. 

Zink eller kobber

Fordele og ulemper ved henholdsvis zink og kobber kan beskrives således:

Litografi

På den klassiske metode udføres Litografi på sten (græsk: lithos = sten). Man tegner på stenen, som indfarves, dækkes af papir og derpå køres den gennem en presse. Men i dag kan man lave litografier på en nemmere måde. 

Motivet tegnes med sort på en kornet plasticfolie. Via en fotografisk proces overføres motivet til en speciel metalplade, hvorfra man trykker motivet i en offset presse Både ved stentryk og ved offsetprocessen består metoden i at stenen(metalpladen) fugtes. Vandet lægger sig på de flader, som ikke er bearbejdede.

Derefter valses den fedtholdige farve på. Den tilbageholdes af de tegnede (malede)partier. Derefter trykkes stenen(metalpladen). Da farven ligger i samme højde som pladen, betegnes litografiteknikken som plantryk. Motivet kan trykkes i hvilken som helst farve. Hvis litografiet skal have flere farver, skal motivet tegnes flere gange, idet man fremhæver de partier, som skal have den nu tænkte farve og trykprocessen gentages oven på det tryk, som allerede har fået den første farve. Således fortsætter man med at tegne med sort det, som skal trykkes i de nye farver og trykke oven på papirtrykket, indtil man har opnået det ønskede resultat. 

Det anses for fint, hvis et litografi er trykt i mange farver – det er nemlig dyrt at få trykt et litografi.
Selv bestræber jeg mig på at bruge meget få farver nemlig primærfarverne: gul, magenta (rød) samt cyan (blå). Måske også en sort. Jeg udnytter primærfarvernes evne til at blande sig. Med dem kan man lave samtlige farver, hvis man forstår at beregne, hvad en sort farve tegnet i en bestemt styrke giver, når den f.eks. trykkes i blåt ovenpå et parti, som allerede er trykt i gul og rød. Sagt i al beskedenhed er der ikke så mange som bruger netop den teknik.

Der er i øvrigt utallige andre måder at lave grafik på, men de ovenfor beskrevne er de mest traditionelle. Grafik er en videnskab. Man bliver aldrig færdig med at udforske de utallige muligheder som findes. Desuden afhænger resultaterne af x antal faktorer: temperaturer, styrkegrader (syren) , hvor "slidt" den er, (der kan man få nogle overraskelser, når man deler atelier med mange, idet syren bliver svagere alt efter hvor meget der ætses i den), aftørring af den indfarvede plade, papirtype, etc. 

Kommentarer